Køn og ledelse

Mit første tema på bloggen kommer til at handle om køn og ledelse.

Uha uha……. køn og ledelse…… det er sprængfarligt materiale, tænker du! Og ja, det er lige præcis hvad det er!

Man kan nemt komme på dybt vand, når man forsøger at inddrage køn i en professionel sammenhæng, f.eks. i forbindelse med ledelse og bestyrelsesarbejde. Ofte kører debatten helt af sporet og bliver usaglig, når der diskuteres køn og ledelse. Det ender tit med de samme slidte klicher, f.eks. at kvinder vælger karriere fra på grund af personlige prioriteringer som familielivet, at det er sværere for kvinder at få et lederjob og de store forskelle, der er på mandlige og kvindelige ledere.

Ja, jeg kunne blive ved i det uendelige, for der findes mange sejlivede myter og stereotype syn på køn og ledelse.

Men passer det så, det der bliver sagt i debatten. Det mener jeg ikke, at det gør. Jeg mener, at en af grundene til, at debatten ofte kører af sporet er, at deltagerne ofte ikke debatterer ud fra fakta, men egne overbevisninger, myter, stereotyper og generaliseringer. De mangler ganske enkelt faglig viden og saglige argumenter.

Og det er rigtig ærgerligt. For det første, fordi vi ikke får et retvisende billede af, hvordan det egentlig forholder sig. For det andet, fordi debatten bliver for unuanceret og til sidst, fordi en debat baseret på antagelser fastholder os, både kvinder og samfundet, i uhensigtsmæssige og ukonstruktive mønstre.

Fy føj, sikke noget feminist volapyk, tænker du nu! Og du har faktisk fat i noget. For det er et andet problem, der ofte opstår, når der debatteres køn og ledelse. At nogen lynhurtigt råber ”feminist” og så har vi balladen. ”Feminist” er nemlig et fyord, som jeg vil vende tilbage til, for det er svært at tale køn og ledelse uden at komme til at knytte en kommentar til feminisme.

Tilbage til emnet om køn og ledelse, hvorfor er det overhovedet interessant? Som kvinde finder jeg det interessant og foruroligende, at andelen af kvinder, som besidder topleder- og bestyrelsesposter, tilsyneladende ikke stiger nævneværdigt. Og det til trods for de seneste års offentlige initiativer, som opfordrer virksomheder til frivilligt at øge andelen af kvinder i topledelsen og bestyrelsen.

I andre lande, f.eks. Norge og Sverige, findes der allerede lovgivning på området og her har man indført kvoter. I følge det daværende Ministerie for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold er kun 6,5% af toplederne og 11.6% af bestyrelsesmedlemmerne i danske private virksomheder kvinder. Det skal ses i det perspektiv, at Danmark har en beskæftigelsen procent på 78.7% for mænd og 72.4% for kvinder i alderen 20-64 år.

Derfor kommer temaet om køn og ledelse til at strække sig helt til slutningen af september. Så du kan glæde dig til at blive rigtig klog på emnet. Jeg lover, at du vil få masser af fakta, baseret på videnskabelige undersøgelser! Så kan du rigtig kloge dig, når du kaster dig ud i debattens frådende bølger:)

Tak fordi du læste med!